Tæt på

Tilbage

Gode råd til at fjerne is fra bilen – uden risiko

27-11-2023

Pas på med at varme bilen op uden dig.

I vintertiden kan nattefrosten lægge sig som et tykt tæppe på ens bil, hvis den ikke står i ly, og det kan derfor være fristende at varme bilen op på forhånd, mens man luner sig i sit hjem.

Men det er ikke uden risiko. For bliver bilen pludselig stjålet, kan det koste mere end bare en bøde. Der er nemlig tale om groft uagtsomhed, når man forlader ens tændte bil med nøglerne i – og så dækker forsikringen ikke tyveriet.  

Det kan derfor være en god idé at tænke sig om en ekstra gang, når isen skal fjernes fra de kolde bilruder. Vi har spurgt indehaver af Autogården i Videbæk, Jørn Mikkelsen, hvad man som bilejer kan gøre.

Vidste du, at der i nogle kommuner er regler for, hvor længe du må holde i tomgang? Det har man gjort for at mindske unødig CO2-udslip. 

Skrab isen hurtigere af med en isfjerner

Det åbenlyse råd er selvfølgelig, at man sidder i bilen, mens den varmer op. Ifølge Jørn Mikkelsen er det dog de færreste, som vælger denne mulighed, da tykke lag af is kan tage mange minutter om at tø op – og endnu længere tid at skrabe af.

Men faktisk findes der er et middel, som kan gøre meget af arbejdet.

- Man kan købe forskellige former for isfjerner, som er en spray til at sprøjte på ruderne. Spritten går ind og optør isbelægningen, så man nemmere kan skrabe det af. På den måde undgår man at stå og fryse i lang tid hver morgen, og ikke mindst at bilen står i tomgang uden opsyn, siger Jørn Mikkelsen.

Anskaf dig en bilvarmer

Er du på udkig efter en endnu smartere løsning, hvor du kan træde direkte ud i en opvarmet og frostfri bil? Så har Jørn Mikkelsen et andet forslag, som dog koster lidt mere end isfjernersprayen.

- I dag kan man anskaffe sig en såkaldt bilvarmer, der automatisk varmer din bil op. Den styres direkte fra en app på telefonen, siger han og fortsætter:

- Du kan både tænde varmen manuelt, men du kan også sætte den til automatisk at varme op på bestemte tidspunkter. For eksempel kan du sætte den til at opvarme bilen 20 minutter før, du skal afsted. Det kan være en god løsning for de bilejere, som ikke har carport eller garage, forklarer Jørn Mikkelsen.

Dette skal du også være opmærksom på

Der findes altså et par alternativer til at fjerne isen fra bilruderne – uden at man skal lade den stå alene i tomgang. Men der er også andre ting, man skal være opmærksom på i det kolde vintervejr.

Først og fremmest kan man nemt glemme at fjerne isen fra de små sidespejle. Men netop sidespejlene er utrolig vigtige for det gode udsyn, så sørg for, at de også er skrabet helt fri af is inden afgang.

Vinterperioden er også kendt for snavsede ruder, især når vejene er saltede. Derfor kommer sprinklervæsken hyppigt i brug, men i ekstrem kulde kan man risikere, at væsken fryser til is på ruden, hvis den ikke er frostsikret. Husk derfor at anvende en såkaldt vintersprinklervæske.