Torsdag den 30. september 2021 fik Malene Henschke konstateret brystkræft. Fredag den 1. oktober begyndte hun i sit nye job hos Vestjylland Forsikring. Behandlinger og arbejdsdage skulle nu finde plads i den samme kalender.
Malene er ansat i kantinen, men hvor meget hun kunne arbejde, var der ingen fast opskrift på. Hun mødte ind, når behandlingerne og kræfterne tillod det.
”Jeg havde en rigtig god leder, som tog imod mig med åbne arme, og som var enormt rummelig i forhold til hele mit sygdomsforløb. Jeg var her i det omfang, jeg selv følte, jeg kunne holde til,” fortæller hun.
Opbakningen kom også fra resten af ledelsen og de nye kolleger. Arbejdet blev noget, hun gerne ville have mere af:
”De tog simpelthen så godt imod mig herude. Selvom dagene kunne være hårde, gav det også noget glæde at kunne komme herud i stedet for bare at gå derhjemme.”
Da Malene Henschke igen kunne arbejde på fuld tid, blev det et opmuntrende tegn på, at sygdommen fyldte mindre i hendes liv.
”Da jeg endelig kunne arbejde på fuld tid igen efter operationen, følte jeg også, at jeg fik mit liv tilbage. Der kunne jeg ligesom lægge sygdommen lidt på hylden,” siger Malene Henschke.
En sag tæt på
Malene Henschke er en af Vestjylland Forsikrings 133 medarbejdere, og igen i år støtter selskabet Knæk Cancer med 1.000 kroner pr. medarbejder. I alt 133.000 kroner.
Donationens størrelse følger antallet af medarbejdere, fordi den skal afspejle et fællesskab, hvor flere har kræft tæt inde på livet.
”Vi har flere medarbejdere, som har kræft tæt ind på livet, enten selv eller hos pårørende. Det gør stort indtryk at være tæt på nogen, som er ramt,” siger skade- og HR-direktør Berit Hindhede.
Pengene fra Knæk Cancer går til forskning, forebyggelse og støtte til patienter. Det giver selskabet mulighed for at hjælpe på et område, hvor en forsikring ikke kan løse problemet.
”Vi kan ikke fjerne sygdommen. Men vi kan bidrage til forskning og støtte til de mennesker, der bliver ramt. Det kan være vores kolleger, deres pårørende og vores kunder,” siger Berit Hindhede.
Det betyder noget
For Malene Henschke har støtten til Knæk Cancer en helt personlig betydning.
”Når jeg selv har haft sygdommen og har haft en far, der er død af den, så synes jeg, det er helt fantastisk, at firmaet giver så stort et beløb til Kræftens Bekæmpelse. Det gør mig da lidt glad,” siger hun.
Book opringning eller møde
Har du et spørgsmål, så ringer vi dig gerne op. Send os blot en besked
Kontakt til assurandør
Vi er en del af dit nærområde. Find din lokale assurandør og bestil et møde.
Medarbejdere
Vi er flere end 100 medarbejdere, som arbejder for at skabe mere tryghed for dig.
Besøg os
Vestjylland Forsikring
Bredgade 19 6920 Videbæk
Åbningstider
Mandag: 8.15 - 17.00
Tirsdag-torsdag: 8.15 - 16.00
Fredag: 8.15 - 15.00
Ring til os
Telefon: 96 94 96 94