Tæt på

Tilbage

7 gode råd til dig og din hvalp

08-02-2021

Har du fået hundehvalp – eller overvejer det? Bliv her klædt på til den første tid med hvalpen.

Interessen for at få hund er eksploderet under coronapandemien. Det kan aflæses i antallet af nye hundeforsikringer, som bekræfter den tendens, der blev skudt i gang allerede i april sidste år.

Men med det nye, firbenede familiemedlem følger også en række overvejelser og bekymringer. Derfor har vi fået Heidi Frölich, hundeadfærdsforsker i DcH Holstebro, til at give 7 gode råd til nye og kommende hvalpeejere.

1. Vælg den rigtige race

Det første råd er tiltænkt dig, som endnu ikke har købt en hundehvalp. Her er det nemlig værd at bruge tid på undersøgelse.

- Det er vigtigt, du bruger tid på at undersøge, hvilken race der passer til din familie og hverdag. Det kan forhindre nogle problemer senere hen. Hvis man fx får en hund, som kræver meget motion, og du ikke selv har tid og lyst, ender det sjældent godt, advarer Heidi Frölich.

2. Få hvalpen socialiseret

Når du har fundet den rigtige hundehvalp, er det meget vigtigt, at du får den socialiseret fra starten. 

- Ellers kommer det til at præge hunden resten af livet – om den bliver bange eller sky. Så få den vænnet til både børn og andre hunde, siger hun og uddyber.

- Tag hunden med ud, hvor der er andre mennesker og dyr. For eksempel banegårde, legepladser og parker. Det er også en god idé at begynde på hundetræning, så hvalpen med det samme kan vænne sig til andre hunde.

3. Lær hunden at være alene hjemme

Under coronapandemien har mange hundeejere arbejdet hjemmefra og dermed været meget sammen med deres hvalp. Men det kan give udfordringer, når man skal tilbage på arbejdspladsen igen.

- Vi har fået en del henvendelser på alene hjemme-problemer. Hvor ejerne ikke har fået trænet hunden i at være alene. Konsekvensen er, at den ofte hyler og gør meget, og at den måske kradser på væggene eller bider i panelerne. Så det er vigtigt at få trænet, siger Heidi Frölich.

4. Stimulér krop og hjerne

Alle hunde har brug for motion. Men det er vigtigt ikke at overgøre det. Derfor råder Heidi Frölich til, at man går korte ture med sin hvalp.

- Man plejer at sige, at det antal uger, som hunden er gammel, det må man højest gå i minutter.

Men det er ikke kun kroppen, som kræver stimulering. Det samme gør hvalpens hjerne.

- Mange tror, det kun er motion, men det er også hovedet. Lad hvalpen bruge næsen meget, og sørg for, at den laver nogle øvelser med dig. På den måde finder hvalpen også ud af, at det er sjovt at lave ting sammen med dig, påpeger Heidi Frölich.

5. Giv hvalpen hvile og fred

Lige så vigtigt det er at stimulere hunden, lige så vigtigt er det at give den hvile og fred. En hvalp skal sove det meste af døgnet, men den skal også have fred, når den er vågen.

- Det er bedst, hvis hunden har et sted, hvor den kan være i fred. Især hvis der er børn i huset. Så ved den, at den har et sted, den kan trække sig hen, når den er træt eller ikke gider lege mere, forklarer Heidi Frölich.

 6. Køb noget ordentligt foder  

Alle hunde har brug for godt foder, men det er især vigtigt, når de er hvalpe. Ifølge Heidi Frölich er foderet med til at sætte præg på hvalpens knogler, og derfor skal man ikke spare for meget på den del.

- Hundefoder er et meget omdiskuteret emne. Men jeg vil vove den påstand, at billigt foder ofte er lavet på kød- og benmel. Pris og kvalitet hænger sammen, siger hun og anbefaler, at man spørger en dyrlæge eller foderekspert til råds.

- Hvalpen kan få vokseværk, hvis ikke foderet passer. Det kan i værste fald betyde, at hunden må ligge stille i lang tid. Så det er godt at få undersøgt.

7. Forbered hvalpen på dyrlæge  

Som det syvende og sidste råd anbefales, at man lærer sin hvalp at blive håndteret af andre.

- Den skal lære, at der ikke sker noget ved at blive tjekket af andre. Sæt dig ved hvalpen, tag dens poter, klip dens negle, kig den i ørene og rod den i munden. Det øver vi også på vores hvalpehold. Først skal ejeren kunne gøre det, derefter skal jeg, siger hun og fastslår.

- Dermed bliver det ikke noget problem, hvis hvalpen engang skal til dyrlæge.

Husk den lovpligtige hundeansvarsforsikring – og find ekstra tryghed i en sygeforsikring

Hvis du er hvalpeejer, skal du være opmærksom på, at det er lovpligtigt at tegne en hundeansvarsforsikring. Den dækker, hvis din hund kommer til at gøre skade på mennesker, dyr og ting. Udover ansvarsforsikringen kan du også tegne en sygeforsikring til din hund.

Hundesygeforsikringen dækker udvalgte skader og sygdomme, så du ikke skal bekymre dig om dyre regninger, hvis din hund pludselig bliver syg. I stedet kan du trygt tage din hund til dyrlæge, så snart du har mistanke om sygdom eller smerter.

Læs også: Er din hund syg?