Tæt på

Tilbage

Undgå uheld og autohjælp

25-11-2020

Få fire gode råd til, hvordan du kan klare dig sikkert igennem vinteren

Vinteren kan være en hård tid for din bil. Det bekræfter Anette Bjørn Juncher, som er vagtcentralchef i SOS Dansk Autohjælp.  

- Vintre er selvfølgelig forskellige, men vi ser en klar tendens til, at den kolde og mørke vintertid altid er lig med flere assistancer og mere starthjælp, siger hun.

Ifølge Anette Bjørn Juncher er forberedelse nøglen til at komme godt og sikkert igennem vinteren. Her får du hendes fire gode råd til, hvordan du kan forebygge uheld og behov for autohjælp i de kommende vintermåneder.

1. Skift til vinterdæk

- Mit første råd er at kontrollere dine dæk. Hovedreglen er, at når temperaturen er under 7 grader, skal du skifte til vinterdæk. Det er vigtigt at være opmærksom på, for vejbanens temperatur er noget lavere end luften, og du kan pludselig få en ubehagelig overraskelse, hvis du kører på sommerdæk.   

Lovkravet siger, at mønsteret på vinterdæk skal være 1,6 mm. Men hos SOS Dansk Autohjælp anbefaler de et dækmønster på minimum 3 mm.

- Det giver dig en optimal bremselængde i glat føre og bedre greb i koldt vejr, siger Anette Bjørn Juncher.  

2. Hold øje med dit bilbatteri

De kolde temperaturer kan især være ekstra hårde ved dit bilbatteri. Faktisk udgør starthjælp 40 % af SOS Dansk Autohjælps assistancer på dage med frostvejr. Derfor er det ifølge Anette Bjørn Juncher godt at være på forkant.

- Hold øje med, om din bil kan være svær at starte. Hvis der på kolde og fugtige morgener skal lidt mere til, før bilen tager ved, er det en rigtig god idé at få tjekket dit bilbatteri hos dit lokale værksted. I stedet for at køre videre på et dårligt batteri er det langt bedre at skifte til et nyt, hvis du vil undgå starthjælp.  

3. Brug frostsikker væske       

Ifølge Anette Bjørn Juncher bør bilens kølervæske også være et centralt fokuspunkt om vinteren.

- Kølervæsken beskytter din motor, og derfor er det vigtigt at anvende en frostsikker udgave. Køb gerne en variant, som kan beskytte ned til mellem 25 og 35 minusgrader – eller få dit værksted til at hjælpe dig, forklarer hun og tilføjer.

- Ligeledes bør du også anvende frostsikker sprinklervæske, så du ikke pludselig risikerer dårligt udsyn, når vejret bliver rigtig koldt. Og hæld gerne rigeligt med sprinklervæske på bilen, da vinteren jo er årstiden for skidt og snavs.

4. Tjek bilens sigtbarhed    

Generelt påpeger Anette Bjørn Juncher, at sigtbarheden på din bil er alfa omega i den mørke vintertid. Derfor skal du tjekke, om dine lygter og blinklys lyser, som de skal.

- Glasset bliver også nemt tilsmudset, så rengør det gerne jævnligt. Og når nu du er i gang, bør du også tjekke dine vinduesviskere. Hvis gummilisterne ikke er rene og intakte, kan det nemlig få konsekvenser for din sigtbarhed, siger hun.

Hvis uheldet er ude

Med de ovenstående fire råd er du og din bil godt sikret mod den kolde og mørke vinter. Men du kan selvfølgelig aldrig gardere dig 100 %, og derfor er det ifølge Anette Bjørn Juncher godt at være en smule forberedt.

- Pak lommelygte, skovl og refleksvest med i bilen, og hav også gerne ekstra varmt tøj og sko liggende i bagagerummet.

Husk også, at du hos Vestjylland Forsikring kan tilføje autohjælp til din bilforsikring. Det giver dig frihed til at vælge dit lokale værksted, hvis du en dag får brug for autohjælp. Dermed kan du få din bil repareret af den mekaniker, du har mest tillid til – og komme trygt og sikkert videre.

Læs også: Gode råd ved påkørsel af dyr